Dårlig mor eller for høje forventninger?

Jeg tænker tit at jeg er en dårlig mor….
Men jeg er stille ved at indse at jeg har urealistiske forventninger til mig selv.
Hver morgen vågner jeg og tænker, i dag skal jeg give alt jeg har, så ungerne får en perfekt dag og idag skal vi det ene og nå det andet.

Men jeg bliver hurtigt skuffet, Nikolina vil sove lur på de forkerte tidspunkter, så hele dagsplanen bliver udskudt, en jaloux og sur storebror som nægter at tage tøj på,
Og det ender i et kaos når vi skal ud af døren, så jeg når at fortryde før vi overhovedet har fået sko på….
Jeg har ammet Nikolina hun sover endelig,
yeas så det afsted, men Marko har endnu ikke taget sit tøj på, på trods af det sagt 3gange, må skynde mig at hjælpe ham i tøjet, men det bestemt noget af et arbejde da han elsker nattøj og bare tær….
Jeg løber efter en storebror som råber lidt højt samtidig med jeg prøver at få ham til at være stille da lillesøster gerne skulle sove så vi kan komme ud at lege, han har endelig fået strømper, undertrøje, og bukser på da han lige skal gå over til barnevognen og råbe til hans søster om hun sover…..
Jeg får talt med lidt for store bukstaver til Marko og min dårlige samvittighed vokser.
Nikolina vågner, jeg tager hende op og nusser, får hende lagt og hun sover videre, Marko har forsat ikke sin trøje på, så får smidt den over hovedet på ham mens han løber fra mig.
Yeas så mangler vi kun overtøj……
Jeg går ud og tager selv sko og jakke på og beder Marko om det samme, han nægter at tage de sko på jeg har stilt frem, han vil kun have de andre på, og dem kan vi self ikke finde, efter lidt tid finder vi dem og han kommer i tøjet.
Endelig går turen ud af døren, og utroligt nok husker jeg det hele..
Men…..
Marko skal lige synge skøn sang ude på opgangen og vækker lillesøster endnu engang…
Jeg hæver stemmen endnu engang og igen vokser min dårlige samvittighed….
Jeg får nusset hende på kinden og vugget barnevognen og hun falder heldigvis til ro igen.
Endelig er der ro over begge unger og vi endelig kommet afsted.
Sådan lyder det tit her hjemme når vi skal ud af døren, jeg står tilbage med sved på panden og er allerede træt efter 100 meter, da det at komme ud af døren har været en kamp.

I sådan et tilfælde kan jeg godt føle mig mislykket som mor…
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg forventer…?
Opdrager vi forkert, hvorfor kan han ikke høre efter osv…
Men, Marko er 4år, og i hans hovede er alt en leg, mit syn på det han gør er negativt og jeg bliver frustret.
Men Marko ser det ikke som om han driller, Marko skal prøve sin mor af, han skal have livserfaring, også er hans liv kun en leg.

Er jeg mislykkes i det her tilfælde?
Nej.
Er jeg en dårlig mor?
Nej.
Gør jeg mit bedste?
Ja.
Det eneste problem er mine forventninger.
Forventninger til alt skal være perfekt,
En forventning som er fuldstændig urealistisk..
En forventning om ikke at skælde ud ved at vise vrede og ved at råbe…
En forventning om alt bare køre efter den plan mit hovede har lavet.

Har mine børn haft en dejlig og perfekt dag?
Det vil jeg være ret så sikker på de har,
De begge glade, de har fået god mad, været varme og tøre, fået kærlighed og opmærksomhed hele dagen.

Så når du tænker du er en dårlig mor!
så tænk på mig, jeg tænker det selv rigtig tit og ud er ikke alene om den følse og tanke.