Hjem på tho, barsel besøg og angst.

Efter nogle uger på neonatal gik turen hjem på tidelig hjemme ophold, hvilket betyder man forsat er indlagt, men i hjemmet.
Nikolina Havede forsat sonde, så det hårde arbejde forsatte der hjemme.
Hver 3 time; varme mælk, amme, give sonde og pumper ud og forfra……

En ny hård og underlig hverdag og må indrømme jeg hurtigt fortrød vi tog hjem på tidelig hjemme ophold…..
angsten for at gøre noget forkert også bare trygheden ved sygeplejersken altid stod klar til at hjælpe.
Vi gik fra en hverdag på sygehuset i fuld stilhed og nedtonet lys til konstant at bekymre sig om der mon var varmt nok her hjemme, og om der var nok ro til hende og tog hjem i en tilstand hvor jeg forsat var i chok efter hele forløbet…..
Men også i en forventning til alt blev normalt så snart vi kom hjem, men det gjorde det på ingen måde…..

det sværeste er at gå fra et isoleret liv, et liv hvor man lever i en form for overlevelses boble og hvor man konstant er på, har det mega svært og
At gå fra at føle man skal kæmpe og være stærk for det lille menneske som enlig burde ligge i min mave i nu.
Til nu at kunne tage den med ro og tage den lille baby med hjem.

jeg har ligget på et lille værelse i for det meste stilhed og nedtonet lys, fået alt mad serveret og Havede vi de mindste spørgsmål, så kunne vi hive i en snor og en søde sygeplejerske kom og kunne give mig svaret.

Idag 4måneder efter fødsel er de stadig savnet og tiltider savner jeg faktisk at bo på neonatal.

Nu jeg kommet hjem, hjem til mere uro, en 4årig som larmer, hjem til en hverdag med aflevering i børnehave, madlavning og oprydning.
Det er og var en kæmpe overvældelse, og kræver i dag stadig tilvendelse.

Nikolina er en sej pige og efter en uges tid smed hun sonden og juleaften er vi offielt udskrevet…

At blive udskrevet fra neonatal er både en lykkes dag, sorgens dag og virkelig en dag med mange følser.
Jeg var mega bange, jeg var træt, rystet og stadig en smule i chok efter det hårde forløb.
det sværeste er at gå fra et isoleret liv, et liv hvor man lever i en form for overlevelses boble og hvor man konstant er på, har det mega svært.
Til nu at stå med en baby som udadtil ser og er helt normal.

Jeg har lært ekstremt meget af at være indlagt på neonatal og kommer ud på den anden side som et helt nyt og stærkere mennesker, men også et meget mere sårbart menneske.

På neonatal er der mange mennesker man virkelig inderligt knytter sig til, især en sygeplejerske er dagligt savnet.
Og savnet er stort.

Barselsbesøg hjemme:
På den ene side ønskede jeg besøg og på den anden side var jeg pisse bange for de kunne slæbe sygdom med til vores lille pige som forsat er skrøbelig.
Og jeg fik gjordt meget ud af at få folk til at forstå det….

Og angsten når andre skulle holde og røre hende var kæmpe stor.
Men forståelsen fra andre var heller ikke særlig meget tilstede og vi fik på ingen måde støtte på den måde.
Familie som beklager over vi ikke kom til fødselsdag og kommenteret konstant som om de ved bedre.
Så vi endte faktisk med at der blev ingen barselsbesøg andet en få enkelte veninder.

Bare fordi vi er udskrevet er hun forsat ikke en helt normal baby, efter en indlæggelse med en fortidelig født, følger isolation, mange besøg af sundhedspleske og ekstrem usikkerhed…..
Vi for smidt i hovedet at vores barn kan få det ekremt dårligt af den mindste forkølelse og det kan ende helt galt vis vi ikke passer på…..
Derfor kæmper man jo alt man kan for at unggå det.

men ved de hvad vi har været igennem??
Nej….
Ved de hvad det handler om når man føder fortideligt?
Nej……

Kommentarer som
*ja men nu har hun jo ramt termin*
*hun er jo en stor pige nu*
*hun har godt af lidt bakterier*
*det skal hun lære*
*tror du ikke der noget galt med hende når hun græder så meget*
*hun bliver sådan en pylret pige vis ikke vi andre må holde*
*du bare mega pylret*

Jeg blev ødelagt af de kommentarer…..
Angsten kom snigende, stress som konstant sad på mine skuldre.
Hvilket betyder jeg forsat idag har det ekstremt svært.
Jeg har nok fået noget som minder om social angst og gør mig faktisk lidt lykkelig for corona faktisk gør det hele lidt lettere for mig, for her 4 måneder efter fødsel er der forsat mange som endnu ikke har mødt hende.

Jeg forstår ikke man kan står over for en person som står i en voldsom og uønsket situation og dømme på den måde, at man ikke bare giver søde og rosende ord?

Jeg har ikke selv valgt at føde fortideligt og jeg ved ikke hvad jeg gik ind til og det eneste jeg kan gøre er at følge de anvisninger og gode råd jeg får fra neonatal.
Jeg gør Mit bedste i en sårbar situation……