Nikolina kom til verden.

Onsdag den 4/12 om eftermiddagen efter jeg endelig begav mig udendøre efter mange uger på sofaen…..
Gik mit vand…
Marko skulle tisse og jeg bad ham gå i busken, da han ellers ikke kunne nå det,
jeg skulle selv tisse og pludselig bliver mine bukser våde….
Jeg vidste jo inderst inde godt hvad det betød…
Jeg grinte og sagde til Julius at jeg havde tisset i bukserne, han ser lidt skræmt på mig…….
Efter nogle timer hvor mit bind forsat bliver vådt, må jeg desværre indrømme at vi må tage en tur på akutmodtagelse for gravide igen, igen, igen…..
De kender mig der oppe da de har set os 1-2gange hver uge siden uge 30, så møder en jordmoder som kender mig, hun er sikker på vandet er gået, men lægen vil være sikker så vi ser tiden an.
Jeg sender Julius hjem og prøver at slappe af.
Men efter lidt begynder der at komme små veer og mit bind/ble bliver hurtigt meget vådt.
Jeg må have fat i jordmoderen da jeg fylder 2 bleer på 1time og mine veer tager til.

Hun kontakter lægen igen da hun syndes vi skal få fødslen igang da jeg har været så meget igennem de seneste uger.
Lægen er enig og hun laver en hinde løsning og tager vandet,s hinde nede for at sætte gang i noget, jeg er allerede 2cm åben.
Jeg går op og ned af gangen på akutmodtagelse for gravide, mine veer er til tider voldsomme og ikke til at holde ud….
Jeg tager et bad og der kommer lidt ro på så jeg får slappet af.
jeg holder ud helt til klokken er 07, så Julius kan få sovet, jeg vælger at ringe til ham og bede ham pakke det hele og komme hurtigt.
Julius er hos mig ved 08 tiden og han får et chok for da han sidst var her var de itvivl om vandet var gået og nu jeg pludselig i fødsel og vi kommer ingen steder før vores baby er ude.

Kl 11 bliver vi flyttet til en fødestue og de starter et vee drop og Nikolina får elektroder på hovedet. jeg er lidt fanget i sengen eller tæt ved sengen da de skal holde tæt øje med hende.
Jeg får hurtigt kraftige veer men jeg har en fest med min moster og Julius.
Jeg er ok afklaret med at vores baby bliver fortidelig født og at der kommer til at være en børnelæge til stede når jeg Føder.
jeg har det lidt svært ved at baby og Julius forlader mig efter fødslen…..

Jeg klare mig igennem mine veer og holder så vidt muligt fokus på vejrtrækning.
Jeg kæmper mig igennem veerne uden smertestillende, min dejlige mand støtter mig med massage og en dejlig kold klud, han husker mig sårbar på min vejrtrækning og pludselig tager det hele hurtigt til, jeg begynder at arbejde med lattergas og vejrtrækning, det fungerer godt.
Jeg får pludselig pressetrang og er kun 7,5cm åben og så jeg må gispe mig igennem den næste time …
De er pludselig nød til at tage en blodprøve fra Nikolina,s Hovede da hendes hjertelyd ikke ser god ud…
Jeg er nu 9,5cm åben og får lov til at presse.

Pludselig løber der 4mennesker ind af døren og siger højt at det bliver kejsersnit nu.
Jeg får lige knap lagt et kateter, så køre vi afsted.
Jeg føler der er meget langt ned til den stue de skal lave kejsersnittet på men der er altså ikke mere end 6meter………
Jeg er bange, jeg er rigtig bange, aldrig i mit liv har jeg været så bange……
Der er 100mennesker omkring mig og alle roder ved mig får lagt et drop mere og indsprøjtning i låret, de prøver at få lagt bedøvelse i min ryg men efter 3 forsøg hvor jeg kun mærker smerte i mit ene ben, bliver jeg hurtigt lagt i fuld narkose uden jeg knap fatter hvad der sker.
Og herfra husker jeg jo intet frem til jeg vågner.

Men her er hvad jeg har fået fortalt.
Inden de når at få mig i fuld narkose er Nikolina på vej ud og hendes hovede var knapt ude, så jordmoderen må presse hende ind samtidig med de må prøve at flå hende ud da hun sider fast
(så hun er født med en masse blå mærker.)
Julius er blevet smidt ud og står uden for, en sygeplejerske (Kamilla vores engel på neo) henter ham med ind til Nikolina, så han kan være lidt med.
Hun græder ikke og har brug for meget hjælp, de får hende ikke stabiliseret på stuen, så de må løbe afsted med hende på børnebordet…..

Min mand Julius løber med og er der hos hende hele tiden.
De kommer til neo og da hun endelig er stabil beder Julius om at hun kommer over hud mod hud hos ham.
Sådan ligger de til jeg kommer fra opvågning.

Jeg vågner og forstår intet, det eneste jeg husker er min moster, så jeg vågner og kalder på hende og beder dem finde hende….
Jeg er forvirret og aner intet om hvad der er sket og der går længe før det går op for mig at jeg er blevet mor igen…
Fødsel alt var fuldstændig glemt.
Min moster kommer sammen med den jordmoder studerende (Mikkeline) som var en del af fødslen.
Narkose lægen kom også men det hele står lidt uklart for mig.
Min moster spørger om jeg vil vide om det er en dreng eller pige, og self vil jeg vide det, men jeg er sikker på det er en dreng MEN….
Det en pige……
Jeg har fået en pige.
Det simpelthen så underligt og jeg tror ikke på hende.

Jeg kan ikke få vand ned jeg får kvalme, så den søde sygeplejerske kommer med en filur is til mig.
Jeg har knapt krafter til at spise den….

pludselig kommer hun og spørger om jeg er klar til at møde min lille pige….
Jeg svarede self ja men må ærligt indrømme at svaret inderst inde var et nej.
Jeg var så bange, hvordan så hun ud og hvad med alt den hjælp hun får….
Hvad er det jeg kommer ned til…………….??
Turen til neo er meget meget lang og mine tanker køre og jeg kan knapt rumme det……
Jeg har mest lyst til at hoppe ud af sengen og løbe min vej og bare tage hjem og lade som om intet er sket……..

De køre mig ind på en stue med bip lyde, summen og en masse ting omkring mig, jeg ser min mand side i hjørnet med en dyne over, jeg kan ikke se hende.
Det eneste jeg ser er en masse ledninger som hænger fast i væggen….
Jeg prøver at vende mig lidt så jeg kan se hende men jeg har ikke lyst…..
Men jeg prøver, hun er så lille at jeg knapt kan få øjne på hende……
Hun ligger og piber som et lille pivedyr og det lyder slet ikke som en baby…….
Sygeplejersken kommer og spørger om hun skal over til mig og self skal hun det…..

Hun kommer med en lille bitte meget rød klump af en baby som sider fast i en masse udstyr……..
Jeg begynder at græde…
Det var jo ikke sådan jeg havde forestillet mig det hele skulle gå.
Men hun er helt perfekt, lille men smuk…
Men er hun virkelig min??
Sygeplejerskerne giver hende mad, vi kan ikke selv rykke på hende og det føles ikke som om at hun er min…..
Jeg ligger længe med hende og nyder det….

Det hele står meget uklart de her første timer og husker kun jeg ikke kan sove og hun bare skal være hos mig.
Jeg husker jeg hurtigt beder om at de tager et billede af Nikolina og jeg.

Næste morgen kommer der læger hele tiden og hun skal have lagt et drop…
De kan ikke ligge det i hendes lille hånd, så det bliver gjort i navlen…………
Det skal hun have lagt da hun skal have vanddrivende.
Jeg husker bare hun skriger på den måde hun nu kan skrige…….
Også skal de have taget ryngen foto for at se om det lagt rigtigt…..
Hun skriger hele tiden, en lille meget skinger stemme….

føler mig adskilt fra hende meget meget meget længe….
Jeg føler mig magtesløs og græder bare……
De prøver at komme ind og snakke lidt med mig og jeg er bare fuldstændig grædefærdig……
Det min skyld det hele, det mig som ikke kunne holde på hende.
sådan tænker og føler jeg…..
Jeg tænker en sjælden gang om hun måske ikke overlever…….

Det hele føles så voldsomt med alle de læger over min pige hele tiden…..
Det dem der bestemmer hvornår og hvordan vi skal røre hende……
Det er dem som skifter hende osv
så følte ikke hun var min.

Dagen efter skal jeg prøve at komme på benene og aldrig i mit liv har jeg følt sådan en smerte….
Kan knapt styre min egen krop og det hele følger ikke med…..
Får hjælp af 2 sygeplejersker for bare at komme ud og tisse……
Følte at turen ud og tisse tog flere timer…….

Og angsten for at være væk fra min lille pige var kæmpe, ville bare gerne hurtigt tilbage til hende….

De næste dage går med udpumpning af mælk, sove, hud mod hud, spise og tisse………
Vi prøver at amme men hun har slet ikke krafter til det…
På 4døgn på akut stuen bliver jeg flyttet til en normal stue, dov stadig tæt på personale stuen…..

Jeg ligger så meget som muligt med hende hos mig og begynder at forstå hun er min, da vi begynder mere og mere at overtage selv.

Vi lære mere og mere hvordan vi skal håndtere hende og kan nu selv skifte hende selv og vi begynder oplæring i sonden.

Nikolina vejer nu 2400g.

Vi bliver flyttet igen til en ny stue som er den sidste stue vi lå på (stue 8)
Her lære jeg selv at tage hende op af vuggen med c-pap og andet udstyr og over til mig.

Her starter hun med også at skulle i lys terapi….
Jeg vil ligge med hende hele tiden og vil ikke have hun ligger selv.
Den ene nat ligger Nikolina hos mig, hun ligger i lys, så lystæppet er over os, hun ligger forsat i c-pap, jeg får lov at hjælpe med at give hende sonden samtidig med jeg efter pumper ud.
Jeg nægter at hun skal ligge i vuggen.

Her på stuen ligger vi kun knapt et døgn så vælger (Kamilla vores engel på neo) at de vil at prøve at holde pause fra hendes c-pap….
Jeg er skræmt for vid og sans men også mega stolt.
Kan huske jeg græder af glæse.
Samtidig med de slukker hendes c-pap, så er hendes gulsot tal også blevet flotte, så de slukker også det lys hun ligger i.
Og jeg græder lidt mere det så vildt, hun er pludselig mere normal.
Jeg kan for første gang sådan rigtig se hvem hun er.

Idag kommer den jordmoder (Sally) som var der under fødslen og det kejsersnit det endte i…..
Jeg bryder fuldstændig sammen da jeg ser hende….
Vi får en god snak og aftaler at vi skal have endnu en snak…..
Jeg har det forsat voldsomt svært.

Nikolina klare det så flot og er så sej til at klare sig uden c-pap.
Kun 1 gang stopper hun med at trække vejret. min veninde er der, jeg er på toilettet og da jeg kommer ind begynder hendes sats at skrige og jeg kan se hun hurtigt bliver blå, jeg må tage hende op og gnuppe på hendes ryg.
Sygeplejersken kommer løbende og suger hende i næse og mund til vis der skulle være noget gylp på tværs.
Nikolina får sine farver igen og hendes sats ligger hurtigt på 96……
Hun forsætter med pause fra c-pap og det går super godt.
Hun endte med aldrig at få den på igen.

Vi begynder at prøve at amme lidt med ammebrikker og hun får faktisk lidt fat.
De næste dage går på skifte ble, ammetræning, sonde, udpumpning, sove, spise og tisse…..

Hun ender i lys i halvanden døgn igen men det klare mor her selv…

Jeg giver hende selv en ren numse, øve ammer, giver selv sonde, og håndtere hende nu 100% selv.

Hun ammer mere og mere og bedre og bedre.

Vi tager også forbi fødegangen og akut modtagelse for gravide da jeg endelige må sætte Nikolina i viklen.

Vi sætter stift i og siger hej for at afslutte hele det her forløb vi har været igennem.

Marko kommer på besøg og holder sin lillesøster for første gang, simpelthen det mest fantastiske øjeblik..

Det hele går så godt.

hun er så sej at vi nu er sikre på at være hjemme og holde jul med hende.

tirsdag den 17/12 tager vi hjem ved 17 tiden på tidelig hjemme ophold, hun har forsat sonde og skal have det hjemme.
Hun vejer nu: (2530g)

hjemmer dejlig at være hjemme og det hele er skønt men pisse hårdt.
Nikolina skal have mad hver 3time.
Op skifte ble og vægge hende lidt, varme mælk til sonden, amme, give sonde og til sidst pumpe ud.